Databehandleraftale

Databehandleraftale for Sayable Team

Når en virksomhed bruger Sayable Team, er virksomheden dataansvarlig for indholdet i teamet, og A-JOB AS er databehandler. Denne aftale fastlægger, hvordan vi behandler personoplysningerne på vegne af virksomheden.

Sidst opdateret 8. november 2026

Kort fortalt: Aftalen gælder for alle Team-kunder, fra de tager Team i brug, uden at noget skal underskrives. Den består af EU's standardkontraktbestemmelser, ordret, vores supplerende bestemmelser og fire bilag. Har I brug for en underskrevet kopi, så skriv til hei@sayable.no.

Sådan indgås aftalen

  • Aftalen er en del af vilkårene for Sayable og gælder for alle kunder, der bruger Sayable Team. Den gælder, fra kunden tager Team i brug, og så længe vi behandler personoplysninger for kunden.
  • Kunden er den virksomhed, der bruger Team. Team-kontoens ejer accepterer aftalen på vegne af virksomheden, og kunden står som dataansvarlig i bilag I.
  • Har I brug for en underskrevet kopi, så skriv til hei@sayable.no med virksomhedens navn, CVR- eller organisationsnummer, adresse og kontaktperson. Vi udfylder bilag I og sender en kopi underskrevet af A-JOB AS. Indholdet er det samme som her.
  • Aftalen består af EU's standardkontraktbestemmelser, de supplerende bestemmelser og bilag I-IV. I tilfælde af uoverensstemmelse har standardkontraktbestemmelserne forrang, som bestemmelse 4 siger.
  • Slettefrist, eksport og sletning af medlemmernes data og sletning af teamets data, når aftalen ophører, kræver, at Team-kontoens ejer har slået virksomhedsstyring (»Bedriftsstyring«) til i Sayable (bilag II og supplerende bestemmelse D).
  • Datoen øverst viser, hvornår aftalen sidst blev ændret. Nye eller udskiftede underdatabehandlere varsler vi efter bestemmelse 7.7, litra a), se bilag IV. Andre ændringer i de supplerende bestemmelser og bilagene varsler vi pr. e-mail til Team-kontoens ejer mindst 30 dage, før de gælder, medmindre ændringen kun styrker beskyttelsen af oplysningerne eller kræves af loven.

Standardkontraktbestemmelser

Dette er EU's standardkontraktbestemmelser mellem dataansvarlige og databehandlere i henhold til artikel 28, stk. 7, i databeskyttelsesforordningen, fastsat i Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/915. Teksten er gengivet ordret. Hvor bestemmelserne beder parterne vælge, står kun det valgte alternativ: forordning (EU) 2016/679, generel skriftlig godkendelse af underdatabehandlere med 30 dages varsel og dockingklausulen i bestemmelse 5.

Kilde: Den Europæiske Unions Tidende L 199 af 7.6.2021, s. 18.

AFDELING I

Bestemmelse 1Formål og anvendelsesområde

a)

Formålet med disse standardkontraktbestemmelser (herefter bestemmelserne) er at sikre overholdelse af artikel 28, stk. 3 og 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse).

b)

De dataansvarlige og databehandlerne, der er opført i bilag I, har accepteret disse bestemmelser for at sikre overholdelse af artikel 28, stk. 3 og 4, i forordning (EU) 2016/679 og artikel 29, stk. 3 og 4, i forordning (EU) 2018/1725.

c)

Disse bestemmelser finder anvendelse på behandling af personoplysninger som anført i bilag II.

d)

Bilag I-IV er en integrerende del af bestemmelserne.

e)

Disse bestemmelser berører ikke de forpligtelser, som den dataansvarlige er underlagt i henhold til forordning (EU) 2016/679 og/eller forordning (EU) 2018/1725.

f)

Disse bestemmelser sikrer ikke i sig selv, at forpligtelserne vedrørende internationale overførsler i henhold til kapitel V i forordning (EU) 2016/679 og/eller forordning (EU) 2018/1725 overholdes.

Bestemmelse 2Bestemmelsernes uforanderlighed

a)

Parterne forpligter sig til ikke at ændre bestemmelserne, bortset fra at tilføje oplysninger til bilagene eller ajourføre oplysninger i dem.

b)

Dette forhindrer ikke parterne i at medtage de standardkontraktbestemmelser, der er fastsat i disse bestemmelser, i en bredere kontrakt eller i at tilføje andre bestemmelser eller yderligere garantier, forudsat at de ikke direkte eller indirekte er i strid med bestemmelserne eller indskrænker de registreredes grundlæggende rettigheder eller frihedsrettigheder.

Bestemmelse 3Fortolkning

a)

Hvor disse bestemmelser anvender de udtryk, der er defineret i henholdsvis forordning (EU) 2016/679 eller forordning (EU) 2018/1725, har disse udtryk samme betydning som i nævnte forordning.

b)

Disse bestemmelser skal læses og fortolkes i lyset af bestemmelserne i henholdsvis forordning (EU) 2016/679 eller forordning (EU) 2018/1725.

c)

Disse bestemmelser må ikke fortolkes på en måde, der strider mod de rettigheder og forpligtelser, der er fastsat i forordning (EU) 2016/679/forordning (EU) 2018/1725, eller på en måde, som berører de registreredes grundlæggende rettigheder eller frihedsrettigheder.

Bestemmelse 4Hierarki

I tilfælde af uoverensstemmelse mellem disse bestemmelser og bestemmelserne i tilknyttede aftaler mellem parterne, der eksisterer på det tidspunkt, hvor disse bestemmelser aftales eller indgås, har disse bestemmelser forrang.

Bestemmelse 5 – ValgfriDockingklausul

a)

Enhver enhed, der ikke er part i disse bestemmelser, kan efter aftale med alle parterne til enhver tid tiltræde disse bestemmelser som dataansvarlig eller databehandler ved at udfylde bilagene og underskrive bilag I.

b)

Når bilagene nævnt i punkt a) er udfyldt og underskrevet, behandles den tiltrædende enhed som part i disse bestemmelser og har de rettigheder og forpligtelser, der tilkommer en dataansvarlig eller databehandler i overensstemmelse med udpegelsen af denne i bilag I.

c)

Den tiltrædende enhed har ingen rettigheder eller forpligtelser som følge af disse bestemmelser fra den periode, der går forud for enhedens tiltrædelse som part.

AFDELING IIPARTERNES FORPLIGTELSER

Bestemmelse 6Beskrivelse af behandlingen/behandlingerne

Nærmere oplysninger om behandlingsaktiviteterne, navnlig de kategorier af personoplysninger og formålene med den behandling, hvortil personoplysningerne behandles på vegne af den dataansvarlige, er anført i bilag II.

Bestemmelse 7Parternes forpligtelser

7.1. Instrukser
a)

Databehandleren behandler kun personoplysninger efter dokumenterede instrukser fra den dataansvarlige, medmindre dette kræves i henhold til EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, som databehandleren er underlagt. I så fald underretter databehandleren den dataansvarlige om dette retlige krav inden behandling, medmindre loven forbyder dette af hensyn til vigtige samfundsinteresser. Efterfølgende instrukser kan også gives af den dataansvarlige under hele behandlingen af personoplysninger. Disse instrukser skal altid dokumenteres.

b)

Databehandleren underretter straks den dataansvarlige, hvis instrukser fra den dataansvarlige efter databehandlerens opfattelse er i strid med forordning (EU) 2016/679/forordning (EU) 2018/1725 eller de gældende databeskyttelsesbestemmelser i anden EU-ret eller medlemsstaternes nationale ret.

7.2. Formålsbegrænsning

Databehandleren må kun behandle personoplysningerne til det eller de specifikke formål med behandlingen, som er fastsat i bilag II, medmindre han modtager yderligere instrukser fra den dataansvarlige.

7.3. Varigheden af behandlingen af personoplysninger

Behandlingen foretaget af databehandleren må kun finde sted i den periode, der er anført i bilag II.

7.4. Behandlingssikkerhed
a)

Databehandleren gennemfører som minimum de tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der er anført i bilag III, for at garantere personoplysningernes sikkerhed. Dette omfatter beskyttelse af data mod brud på sikkerheden, der fører til hændelig eller ulovlig tilintetgørelse, tab, ændring, uautoriseret videregivelse af eller adgang til oplysningerne (brud på persondatasikkerheden). Ved vurderingen af det passende sikkerhedsniveau tager parterne behørigt hensyn til det aktuelle tekniske niveau, gennemførelsesomkostningerne, behandlingens karakter, omfang, kontekst og formål samt de risici, der består for de registrerede.

b)

Databehandleren giver kun sine medarbejdere adgang til personoplysninger, der behandles, i det omfang, det er strengt nødvendigt for gennemførelsen, forvaltningen og overvågningen af kontrakten. Databehandleren sikrer, at de personer, der er bemyndiget til at behandle de modtagne personoplysninger, har forpligtet sig til at iagttage fortrolighed eller er underlagt en passende lovbestemt tavshedspligt.

7.5. Følsomme oplysninger

Hvis behandlingen omfatter personoplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt tilhørsforhold, genetiske data eller biometriske data med det formål entydigt at identificere en fysisk person, helbredsoplysninger eller oplysninger om en persons seksuelle forhold eller seksuelle orientering eller oplysninger om straffedomme og lovovertrædelser (»følsomme oplysninger«), anvender databehandleren specifikke begrænsninger og/eller supplerende garantier.

7.6. Dokumentation og overholdelse
a)

Parterne skal kunne påvise, at de overholder disse bestemmelser.

b)

Databehandleren behandler omgående og fyldestgørende forespørgsler fra den dataansvarlige om behandlingen af data i henhold til disse bestemmelser.

c)

Databehandleren stiller alle de oplysninger til rådighed for den dataansvarlige, der er nødvendige for at påvise overholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i disse bestemmelser, og som følger direkte af forordning (EU) 2016/679 og/eller forordning (EU) 2018/1725. På den dataansvarliges anmodning skal databehandleren også tillade og bidrage til revisioner af de behandlingsaktiviteter, der er omfattet af disse bestemmelser, med rimelige mellemrum, eller hvis der er tegn på manglende overholdelse. Når den dataansvarlige træffer afgørelse om en gennemgang eller revision, kan denne tage hensyn til relevante certificeringer, som databehandleren er i besiddelse af.

d)

Den dataansvarlige kan vælge selv at gennemføre revisionen eller bemyndige en uafhængig revisor. Revisionen kan også omfatte inspektioner i databehandlerens lokaler eller fysiske faciliteter og skal, hvor det er relevant, gennemføres med et rimeligt varsel.

e)

Parterne stiller på anmodning de oplysninger, der er omhandlet i denne bestemmelse, herunder resultaterne af eventuelle revisioner, til rådighed for de(n) kompetente tilsynsmyndighed(er).

7.7. Anvendelse af underdatabehandlere
a)

GENEREL SKRIFTLIG GODKENDELSE: Databehandleren har den dataansvarliges generelle godkendelse til at indgå aftale med underdatabehandlere fra en aftalt liste. Databehandleren underretter specifikt den dataansvarlige skriftligt om eventuelle påtænkte ændringer af denne liste som følge af, at underdatabehandlere tilføjes til listen eller erstattes, mindst 30 dage på forhånd og giver derved den dataansvarlige mulighed for at gøre indsigelse mod sådanne ændringer, inden aftale indgås med den eller de pågældende underdatabehandler(e). Databehandleren giver den dataansvarlige de oplysninger, der er nødvendige for, at den dataansvarlige kan udøve sin indsigelsesret.

b)

Hvis databehandleren indgår aftale med en underdatabehandler med henblik på at udføre specifikke behandlingsaktiviteter (på vegne af den dataansvarlige), skal databehandleren gøre dette i form af en kontrakt, der i det væsentlige pålægger underdatabehandleren de samme databeskyttelsesforpligtelser som dem, der pålægges databehandleren i overensstemmelse med disse bestemmelser. Databehandleren skal sikre, at underdatabehandleren opfylder de forpligtelser, som databehandleren er underlagt i henhold til disse bestemmelser og til forordning (EU) 2016/679 og/eller forordning (EU) 2018/1725.

c)

Databehandleren forelægger på den dataansvarliges anmodning en kopi af en sådan aftale med en underdatabehandler og eventuelle efterfølgende ændringer for den dataansvarlige. I det omfang det er nødvendigt for at beskytte forretningshemmeligheder eller andre fortrolige oplysninger, herunder personoplysninger, kan databehandleren redigere aftaleteksten, inden kopien videregives.

d)

Databehandleren forbliver fuldt ud ansvarlig over for den dataansvarlige for opfyldelsen af underdatabehandlerens forpligtelser i henhold til dennes kontrakt med databehandleren. Databehandleren underretter den dataansvarlige om enhver manglende opfyldelse fra underdatabehandlerens side af dennes kontraktlige forpligtelser.

e)

Databehandleren indgår en aftale om tredjemandsløfte med underdatabehandleren, hvorefter den dataansvarlige – i tilfælde af at databehandleren faktisk eller retligt set er ophørt med at eksistere eller er blevet insolvent – har ret til at opsige kontrakten med underdatabehandleren og til at give underdatabehandleren en instruks om at slette eller tilbagelevere personoplysningerne.

7.8. Internationale overførsler
a)

Databehandlerens overførsel af oplysninger til et tredjeland eller en international organisation må kun ske på grundlag af dokumenterede instrukser fra den dataansvarlige eller for at opfylde et specifikt krav i henhold til EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, som databehandleren er underlagt, og skal finde sted i overensstemmelse med kapitel V i forordning (EU) 2016/679 eller forordning (EU) 2018/1725.

b)

Den dataansvarlige er enig i, at hvis databehandleren gør brug af en underdatabehandler i overensstemmelse med bestemmelse 7.7 til at udføre specifikke behandlingsaktiviteter (på vegne af den dataansvarlige), og disse behandlingsaktiviteter indebærer en overførsel af personoplysninger som omhandlet i kapitel V i forordning (EU) 2016/679, kan databehandleren og underdatabehandleren sikre overensstemmelse med kapitel V i forordning (EU) 2016/679 ved hjælp af standardkontraktbestemmelser vedtaget af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 46, stk. 2, i forordning (EU) 2016/679, forudsat at betingelserne for anvendelse af disse standardkontraktbestemmelser er opfyldt.

Bestemmelse 8Bistand til den dataansvarlige

a)

Databehandleren underretter straks den dataansvarlige om enhver anmodning, han har modtaget fra den registrerede. Databehandleren må ikke selv besvare anmodningen, medmindre den dataansvarlige har givet tilladelse hertil.

b)

Databehandleren bistår den dataansvarlige med at opfylde dennes forpligtelse til at besvare registreredes anmodninger om udøvelse af deres rettigheder under hensyntagen til behandlingens karakter. Ved opfyldelsen af sine forpligtelser i henhold til punkt a) og b) skal databehandleren overholde den dataansvarliges instrukser.

c)

Ud over databehandlerens forpligtelse til at bistå den dataansvarlige i henhold til bestemmelse 8, punkt b), bistår databehandleren desuden den dataansvarlige med at sikre overholdelse af følgende forpligtelser under hensyntagen til databehandlingens karakter og de oplysninger, som databehandleren har til rådighed:

1)

forpligtelsen til at foretage en vurdering af de påtænkte behandlingsaktiviteters indvirkning på beskyttelsen af personoplysninger (en »konsekvensanalyse vedrørende databeskyttelse«), hvis en type behandling sandsynligvis vil medføre en høj risiko for fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder

2)

forpligtelsen til at høre de(n) kompetente tilsynsmyndighed(er) forud for behandling, hvis en konsekvensanalyse vedrørende databeskyttelse viser, at behandlingen vil medføre en høj risiko, hvis den dataansvarlige ikke træffer foranstaltninger til at mindske risikoen

3)

forpligtelsen til at sikre, at personoplysningerne er korrekte og ajourførte, ved straks at underrette den dataansvarlige, hvis databehandleren bliver opmærksom på, at de personoplysninger, der behandles, er ukorrekte eller er blevet forældede

4)

forpligtelserne i artikel 32 i forordning (EU) 2016/679.

d)

Parterne fastsætter i bilag III de passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger, som databehandleren skal anvende til at bistå den dataansvarlige ved anvendelsen af denne bestemmelse, samt anvendelsesområdet for og omfanget af den nødvendige bistand.

Bestemmelse 9Anmeldelse af brud på persondatasikkerheden

I tilfælde af brud på persondatasikkerheden samarbejder databehandleren med og bistår den dataansvarlige med henblik på, at den dataansvarlige opfylder sine forpligtelser i henhold til artikel 33 og 34 i forordning (EU) 2016/679 eller i henhold til artikel 34 og 35 i forordning (EU) 2018/1725, hvor det er relevant, under hensyntagen til behandlingens karakter og de oplysninger, som databehandleren har adgang til.

9.1. Brud på datasikkerheden vedrørende oplysninger, der behandles af den dataansvarlige

I tilfælde af brud på persondatasikkerheden vedrørende oplysninger, der behandles af den dataansvarlige, bistår databehandleren den dataansvarlige:

a)

med at anmelde bruddet på persondatasikkerheden til de(n) kompetente tilsynsmyndighed(er) uden unødig forsinkelse, efter at den dataansvarlige har fået kendskab til det, hvis det er relevant (medmindre bruddet på persondatasikkerheden sandsynligvis ikke vil medføre en risiko for fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder)

b)

med at indhente følgende oplysninger, som i henhold til artikel 33, stk. 3, i forordning (EU) 2016/679 skal angives i den dataansvarliges meddelelse, og skal som minimum omfatte:

1)

personoplysningernes art, herunder, hvis det er muligt, kategorierne og det omtrentlige antal berørte registrerede samt kategorierne og det omtrentlige antal berørte personoplysninger

2)

de sandsynlige konsekvenser af bruddet på persondatasikkerheden

3)

de foranstaltninger, som den dataansvarlige har truffet eller foreslår at træffe for at afhjælpe bruddet på persondatasikkerheden, herunder, hvor det er relevant, foranstaltninger til at afbøde dets mulige negative virkninger.

Hvis og i det omfang det ikke er muligt at give alle disse oplysninger samtidig, skal den oprindelige anmeldelse indeholde de oplysninger, der er til rådighed, og yderligere oplysninger skal efterfølgende gives uden unødig forsinkelse, i takt med at de foreligger.

c)

i henhold til artikel 34 i forordning (EU) 2016/679 med at overholde forpligtelsen til uden unødig forsinkelse at underrette den registrerede om bruddet på persondatasikkerheden, hvis bruddet på persondatasikkerheden sandsynligvis vil medføre en høj risiko for fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder.

9.2. Brud på datasikkerheden vedrørende oplysninger, der behandles af databehandleren

I tilfælde af brud på persondatasikkerheden vedrørende oplysninger, der behandles af databehandleren, underretter databehandleren uden unødig forsinkelse den dataansvarlige, efter at databehandleren har fået kendskab til bruddet. Meddelelsen skal som minimum indeholde:

a)

en beskrivelse af overtrædelsens art (herunder om muligt kategorierne og det omtrentlige antal berørte registrerede og berørte personoplysninger)

b)

nærmere oplysninger om et kontaktpunkt, hvor der kan indhentes flere oplysninger om bruddet på persondatasikkerheden

c)

dets sandsynlige konsekvenser og de foranstaltninger, der er truffet eller foreslås truffet for at afhjælpe bruddet, herunder for at afbøde dets eventuelle negative virkninger.

Hvis og i det omfang det ikke er muligt at give alle disse oplysninger samtidig, skal den oprindelige anmeldelse indeholde de oplysninger, der er til rådighed, og yderligere oplysninger skal efterfølgende gives uden unødig forsinkelse, i takt med at de foreligger.

Parterne fastsætter i bilag III alle andre elementer, som databehandleren skal fremlægge, når denne bistår den dataansvarlige i overensstemmelse med den dataansvarliges forpligtelser i henhold til artikel 33 og 34 i forordning (EU) 2016/679.

AFDELING IIIAFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Bestemmelse 10Manglende overholdelse af bestemmelserne og ophævelse

a)

Med forbehold af eventuelle bestemmelser i forordning (EU) 2016/679 og/eller forordning (EU) 2018/1725 kan den dataansvarlige i tilfælde af, at databehandleren misligholder sine forpligtelser i henhold til disse bestemmelser, give databehandleren en instruks om at suspendere behandlingen af personoplysninger, indtil sidstnævnte overholder disse bestemmelser, eller kontrakten ophæves. Databehandleren underretter straks den dataansvarlige, hvis denne af en eller anden grund ikke er i stand til at overholde disse bestemmelser.

b)

Den dataansvarlige har ret til at opsige kontrakten, for så vidt den vedrører behandling af personoplysninger i henhold til disse bestemmelser, hvis:

1)

databehandlerens behandling af personoplysninger er blevet suspenderet af den dataansvarlige i henhold til punkt a), og hvis overholdelsen af disse bestemmelser ikke er blevet genoprettet inden for en rimelig frist og under alle omstændigheder senest en måned efter suspensionen

2)

databehandleren i væsentlig eller vedvarende grad misligholder disse bestemmelser eller sine forpligtelser i henhold til forordning (EU) 2016/679 og/eller forordning (EU) 2018/1725

3)

databehandleren ikke overholder en bindende afgørelse fra en kompetent domstol eller de(n) kompetente tilsynsmyndighed(er) vedrørende sine forpligtelser i henhold til disse bestemmelser eller til forordning (EU) 2016/679 og/eller forordning (EU) 2018/1725.

c)

Databehandleren har ret til at opsige kontrakten, for så vidt den vedrører behandling af personoplysninger i henhold til disse bestemmelser, hvis den dataansvarlige efter at være blevet underrettet om, at dennes instrukser er i strid med gældende retlige krav i overensstemmelse med bestemmelse 7.1, punkt b), insisterer på, at instrukserne overholdes.

d)

Når kontrakten er bragt til ophør, sletter databehandleren efter den dataansvarliges valg alle personoplysninger, som denne har behandlet på vegne af den dataansvarlige, og attesterer over for den dataansvarlige, at oplysningerne er blevet slettet, eller tilbageleverer alle personoplysninger til den dataansvarlige og sletter eksisterende kopier, medmindre EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret kræver, at personoplysningerne gemmes. Indtil oplysningerne er slettet eller leveret tilbage, skal databehandleren fortsat sikre, at disse bestemmelser overholdes.

Supplerende bestemmelser

Disse bestemmelser gælder ud over standardkontraktbestemmelserne, som bestemmelse 2, litra b), åbner for. De indskrænker ikke standardkontraktbestemmelserne, og i tilfælde af uoverensstemmelse har standardkontraktbestemmelserne forrang.

A. Ingen brug til modeltræning

  1. Databehandleren må ikke bruge personoplysninger eller andet indhold, der behandles efter denne aftale, såsom lyd, optagelser, transskriptioner, referater og noter, til at træne, forbedre eller udvikle modeller til maskinlæring eller kunstig intelligens, hverken egne eller andres.
  2. Databehandleren skal sørge for, at underdatabehandlerne i bilag IV heller ikke bruger sådanne oplysninger hertil, og skal på anmodning dokumentere, hvordan det er sikret for hver af dem.
  3. Nr. 1 og 2 er ikke til hinder for den kontrol af misbrug, som Microsoft foretager i Azure OpenAI, som beskrevet i bilag IV. Den bruges ikke til træning.

B. Anmodninger fra offentlige myndigheder

  1. Modtager databehandleren en retligt bindende anmodning fra en offentlig myndighed om at udlevere personoplysninger, der behandles efter denne aftale, underretter databehandleren straks den dataansvarlige, medmindre loven forbyder det.
  2. Databehandleren skal vurdere, om anmodningen er lovlig, før noget udleveres, og må ikke udlevere mere, end anmodningen retligt kræver.

C. Revision

  1. Den dataansvarlige kan anmode om oplysninger efter bestemmelse 7.6, litra c), skriftligt til hei@sayable.no. Databehandleren svarer inden for 15 arbejdsdage med skriftlige svar, dokumentation af foranstaltningerne i bilag III og underdatabehandlernes egne revisionsrapporter og certificeringer, i det omfang databehandleren har adgang til dem.
  2. Revision og inspektion efter bestemmelse 7.6, litra d), varsles mindst 30 dage i forvejen og finder sted højst én gang pr. kalenderår, medmindre der er sket et brud på persondatasikkerheden, eller der er tegn på manglende overholdelse. En uafhængig revisor skal være bundet af tavshedspligt.
  3. Den dataansvarlige afholder omkostningerne ved revisionen, medmindre revisionen viser væsentlige brud på denne aftale.
  4. Underdatabehandlernes lokaler og systemer revideres gennem deres egne revisionsordninger og rapporter.

D. Sletning og tilbagelevering ved ophør

  1. Med virksomhedsstyring afvikles teamet, når aftalen ophører, enten fordi abonnementet ophører, eller fordi ejeren nedlægger teamet. Afviklingen varer i 30 dage, fra alle i teamet har fået en e-mail om den. I den tid kan teamets ejer og administratorerne eksportere medlemmernes data, og ejeren kan starte abonnementet igen, hvilket stopper afviklingen.
  2. Den dataansvarlige vælger tilbagelevering ved at eksportere dataene under afviklingen. Ellers slettes de.
  3. Efter 30 dage sletter databehandleren alle konti i teamet med indholdet, også ejerens. Ejeren kan også vælge at slette alt med det samme. Ejeren får en e-mail, når alt er slettet, og databehandleren bekræfter sletningen skriftligt, når den dataansvarlige beder om det.
  4. Kopier i sikkerhedskopierne hos Railway slettes, når sikkerhedskopierne udløber, senest 27 dage efter at oplysningerne blev slettet fra tjenesten, og bruges indtil da kun til at genoprette hele tjenesten. Genoprettes en kopi, udfører serveren sletningerne efter kopien igen.
  5. Kopier på medlemmernes egne enheder, for eksempel møder optaget på Mac eller Windows, slettes ikke af tjenesten. De er den dataansvarliges ansvar.
  6. Uden virksomhedsstyring råder medlemmerne selv over deres konti, og dataene bliver liggende dér, når teamet ophører. Skal databehandleren slette alt ved ophør, skal virksomhedsstyring være slået til.

E. Varighed, ansvar og lovvalg

  1. Aftalen gælder, så længe databehandleren behandler personoplysninger for den dataansvarlige gennem Sayable Team, og derefter indtil oplysningerne er slettet eller tilbageleveret efter bestemmelse 10, litra d), og supplerende bestemmelse D.
  2. Ansvaret mellem parterne er begrænset som angivet i vilkårene for Sayable punkt 7: til det, kunden har betalt for tjenesten de seneste 12 måneder. Begrænsningen gælder ikke ansvar over for de registrerede og ikke ansvar, der ikke kan fraskrives efter norsk ret.
  3. Aftalen er underlagt norsk ret med Oslo byret (Oslo tingrett) som værneting.

Bilag I – Liste over parter

Dataansvarlig

  • Kunden (Team-kontoens ejer på vegne af virksomheden).
  • Navn, adresse og kontaktperson: virksomheden og de kontaktoplysninger, der står på Team-kontoen. Kontaktpersonen er Team-kontoens ejer, medmindre kunden oplyser en anden til hei@sayable.no.
  • Databeskyttelsesrådgiver: kundens egen, hvis kunden har en.
  • Underskrift og tiltrædelsesdato: aftalen gælder, fra kunden tog Team i brug. I en underskrevet kopi udfyldes navn, CVR- eller organisationsnummer, adresse og kontaktperson, og kunden underskriver.

Databehandler

  • A-JOB AS, organisationsnummer 836 280 652 (Norge).
  • Adresse: Lysaker torg 35, 1366 Lysaker, Norge.
  • Kontakt: Sayable-teamet, hei@sayable.no.
  • Databeskyttelsesrådgiver: A-JOB AS har ingen databeskyttelsesrådgiver.
  • Underskrift: i en underskrevet kopi underskriver en person med tegningsret for A-JOB AS.

Bilag II – Beskrivelse af behandlingen

Virksomhedsstyring

Team-kontoens ejer slår virksomhedsstyring (»Bedriftsstyring«) til i Sayable. Har teamet andre medlemmer, gælder den 14 dage efter, og medlemmerne får en e-mail med datoen. Når den gælder, tilhører alt på medlemmernes konti kunden: møder, optagelser og video, transskriptioner, referater, opgaver, noter, ordbog og egne referatskabeloner. Et medlem kan så ikke selv forlade teamet, og et deaktiveret medlem kan ikke logge ind.

Uden virksomhedsstyring råder hvert medlem over sin egen konto. Kunden kan så ikke fastsætte en slettefrist eller eksportere og slette medlemmernes data, og når teamet ophører, bliver dataene liggende på medlemmernes konti. Instrukserne om slettefrist, eksport og sletning nedenfor og supplerende bestemmelse D forudsætter virksomhedsstyring.

Kategorier af registrerede

  • Medlemmerne: kundens ansatte og andre, der er inviteret ind i teamet.
  • Deltagere i møder, som et medlem optager eller transskriberer, både interne og eksterne, for eksempel kunder, samarbejdspartnere og kandidater.
  • Personer, der omtales i optagelser, transskriptioner, referater og noter.
  • Personer, der kontakter Sayables support på vegne af kunden.

Kategorier af personoplysninger

  • Kontoen: e-mailadresse, rolle i teamet (ejer, administrator eller medlem), hvornår kontoen blev oprettet og sidst brugt, hvilke apps den bruges fra, enhedernes navne og login med app og tidspunkt. Ved login med virksomhedskonto også et fast id for kontoen og virksomhedens id hos Microsoft eller Google, og hvornår forbindelsen blev oprettet og sidst brugt.
  • Indholdet: optagelser (lyd, og video når det er valgt), transskriptioner med tidspunkter og talere, de navne, medlemmet giver talerne, referater, noter, opgaver, mødetitler (også fra kalenderen, når den er slået til), ordbog og referatskabeloner.
  • Metadata: dato, varighed, status for behandlingen, hvad der er delt i teamarkivet og af hvem, og offentlige delingslinks.
  • Teamets revisionslog: login og logout, ændringer i teamet og delinger, med hvem, hvad og hvornår, men aldrig indhold fra møderne.
  • Forbrug: transskriberede minutter, lagerplads og antal AI-kald.
  • Tekniske oplysninger: IP-adresse og tidspunkter i serverens driftslogs og i trafikken gennem Cloudflare samt fejlrapporter uden indhold.
  • Support: det, der sendes til hei@sayable.no.

Følsomme personoplysninger

Tjenesten er ikke lavet til følsomme oplysninger, men optagelser og transskriptioner kan indeholde sådanne oplysninger, hvis de bliver sagt i mødet, for eksempel helbredsoplysninger eller fagforeningsmæssigt tilhørsforhold. Kunden afgør, om sådanne møder skal optages, og om de skal behandles lokalt eller i skyen. Disse begrænsninger og garantier gælder:

  • Taleradskillelsen beregner stemmetræk, mens mødet behandles, og kasserer dem med jobbet. Der gemmes ingen stemmeaftryk, stemmer fra ét møde sammenholdes aldrig med et andet, og der sker ingen biometrisk identifikation.
  • Et medlems møder er kun tilgængelige for medlemmet og for teamet, når medlemmet selv har delt dem. Teamets ejer og administratorer kan ikke læse udelte møder i Sayable. Med virksomhedsstyring kan ejeren fastsætte en slettefrist, og ejeren og administratorerne kan eksportere og slette data for et deaktiveret medlem. Eksporten er den eneste undtagelse: den føres i teamloggen, og medlemmet får en e-mail, før den laves.
  • A-JOBs adminpanel viser aldrig indholdet af møderne.
  • I lokal tilstand på Mac, Windows, iPhone og Android sendes indholdet ikke til A-JOB eller underdatabehandlerne (se »Lokal behandling og skyen« nedenfor).

Behandlingens karakter

Indsamling gennem apps til Mac, Windows, iPhone og Android, Chrome-udvidelsen og Sayable på nettet; lagring; transskription og adskillelse af talere; tekstbehandling med sprogmodel (referater, chat, indsigter, opgaver og oprydning af diktering); deling i teamarkivet og via link, når medlemmet selv vælger det; udsendelse af e-mails og notifikationer; eksport og sletning.

Formål og dokumenterede instrukser

Personoplysningerne behandles kun for at levere Sayable Team til kunden efter disse instrukser:

  • Gemme møder, noter og indstillinger for medlemmerne og synkronisere dem mellem deres enheder.
  • Transskribere lyd, adskille talere og lave referater, chat, indsigter og opgaver, når medlemmet bruger skyen.
  • Dele møder i teamarkivet og via link, når medlemmet selv vælger det, inden for det, teamets ejer og administratorer har tilladt for offentlige links.
  • Give teamets ejer og administratorer teamets revisionslog og oversigten over medlemmernes offentlige links og lade dem trække links tilbage, begrænse teamet til virksomhedens e-maildomæner og deaktivere medlemmer.
  • Med virksomhedsstyring: slette møder og noter, der er ældre end den slettefrist, teamets ejer har fastsat, regnet fra mødets dato, også møder, medlemmet ikke har delt, normalt senest et døgn efter, at fristen er passeret. En ny eller kortere frist gælder efter 14 dage med en e-mail til medlemmerne.
  • Med virksomhedsstyring: eksportere eller slette data for et deaktiveret medlem, når teamets ejer eller en administrator beder om det, uden at medlemmet skal logge ind (ejeren for alle, administratorerne for almindelige medlemmer), og afvikle teamet efter supplerende bestemmelse D, når aftalen ophører.
  • Bruge underdatabehandlerne og overførslerne i bilag IV.
  • Yde support, når kunden eller et medlem beder om det.
  • Slette efter »Behandlingens varighed« nedenfor og i øvrigt efter kundens instrukser.

Følgende gør A-JOB AS selv som dataansvarlig, og det er ikke omfattet af denne aftale: fakturering og betaling, kontosikkerhed og forebyggelse af misbrug, regnskab, A-JOBs egne driftslogs og fejlrapporter, e-mails om kontoen og opfølgning på kundeforholdet, også tal for, hvordan kontiene bruges, aldrig indhold. Det er beskrevet i privatlivspolitikken.

Behandlingens varighed

Så længe kunden bruger Sayable Team, og derefter indtil oplysningerne er slettet eller tilbageleveret efter bestemmelse 10, litra d), og supplerende bestemmelse D. I aftaleperioden gælder:

  • Møder, transskriptioner og referater gemmes, indtil medlemmet sletter dem, eller, med virksomhedsstyring, indtil de er ældre end den slettefrist, teamets ejer har fastsat.
  • Eksportfiler slettes 7 dage efter, at de blev lavet.
  • Sletlisten findes i 100 dage, se »Tilgængelighed og genoprettelse« i bilag III.
  • Teksten fra en skytransskription af et møde, der kun gemmes på computeren, ligger hos A-JOB, indtil appen har hentet den, normalt højst et døgn.
  • Diktering, der sendes fra telefonen til Mac'en, slettes efter cirka en time.
  • Teamets revisionslog slettes efter 13 måneder.
  • Fejl- og nedbrudsrapporter slettes efter 90 dage.
  • Sletter et medlem sin konto, slettes indholdet, optagelserne og jobbene hos Gladia. Hvad der beholdes, står på siden om at slette kontoen.
  • Kopier i sikkerhedskopierne findes i højst 27 dage, se supplerende bestemmelse D, nr. 4.

Lokal behandling og skyen

  • Mac: to kontakter, transskription og tekst-AI, hver for sig. Med begge på lokal sker transskription, taleradskillelse og referater på Mac'en. I skyen streames diktering til Gladia, møder sendes som hele filer til A-JOB, som sender dem til Gladia, og tekst-AI går til Microsoft.
  • Windows: én kontakt. I lokal tilstand sker transskription, taleradskillelse og referater på pc'en, og intet uploades. I skyen sendes optagelsen til A-JOB og gemmes i skyen, eller transskriberes kun og gemmes på pc'en, afhængigt af valget »kun på computeren«.
  • iPhone og Android: i lokal tilstand sker transskription og referater på telefonen. I skyen som på Mac.
  • Chrome-udvidelsen: altid skyen.
  • Også i lokal tilstand går følgende til A-JOB, når medlemmet er logget ind: login, antal transskriberede minutter, ordbogen, referatskabeloner, som medlemmet har valgt at synkronisere, noterne, når synkronisering af noter er slået til (slået til som standard for Team på Mac og Windows), beskeden om, at Mac'en optager, med Mac'ens navn, og fejlrapporter uden indhold.
  • Standarden i appsene er skyen. Hvert medlem vælger selv, og kunden kan ikke låse valget i dag.

Bilag III – Tekniske og organisatoriske foranstaltninger

Foranstaltningerne nedenfor er i brug. Det, der er planlagt, står ikke her. Sayable har ingen certificeringer som ISO 27001 eller SOC 2.

Kryptering

  • Al trafik til sayable.no, app.sayable.no, api.sayable.no og dl.sayable.no går krypteret (TLS) til Cloudflare, som sender den videre til serveren hos Railway. Serveren beder browseren om kun at bruge krypteret forbindelse (HSTS).
  • Databasen hos Railway og optagelserne i Cloudflare R2 er krypteret på disk af leverandørerne.
  • Tekst i Sayable, som møder, transskriptioner, referater, noter, opgaver og ordbogen, er desuden krypteret med en særskilt nøgle pr. kunde (AES-256-GCM). Nøglerne er pakket ind med en hovednøgle i Azure Key Vault, med HSM, i Sverige. Serveren dekrypterer teksten, når den skal vises eller behandles. Optagelserne (lyd og video) har ikke denne ordning endnu.
  • Appsene krypterer ikke møderne på disken. På Mac og Windows beskytter computerens diskkryptering (FileVault, BitLocker) dem, og den styrer kunden selv. Login gemmes i nøgleringen på Mac og i Credential Manager på Windows.

Login og adgang

  • Ingen adgangskoder. Login med link eller sekscifret kode pr. e-mail, gyldig i 15 minutter og én gang. Koden gemmes hashet og kan prøves fem gange. Grænser pr. IP-adresse og pr. e-mailadresse.
  • Ejeren eller en administrator kan bevise med en post i DNS, at et domæne tilhører virksomheden, og forbinde det med virksomhedens konto hos Microsoft Entra ID eller Google Workspace. Ejeren kan derefter kræve, at alle med en adresse på domænet logger ind med virksomhedskontoen. Så gælder virksomhedens egen totrinsbekræftelse og adgangsregler, og login med link eller kode pr. e-mail er lukket for dem. Sayable beder kun om e-mailadressen og får ingen adgang til e-mail, kalender eller filer.
  • På nettet og i apps til Mac, Windows og Android virker linket og koden kun i den browser eller på den enhed, der bad om dem.
  • Hvert login er en særskilt session med fast levetid, som ikke forlænges. Medlemmet ser sine sessioner og kan logge ud af én eller alle. Logger medlemmet ud på nettet, eller logger en session ud fra listen, bliver sessionen ugyldig på serveren.
  • Teamet har rollerne ejer, administrator og medlem. Ejeren og administratorerne inviterer og fjerner medlemmer. Invitationer gælder i syv dage.
  • Ejeren og administratorerne kan begrænse teamet til virksomhedens e-maildomæner. Så kan ingen uden for domænerne inviteres eller blive medlem.
  • Ejeren og administratorerne kan deaktivere et medlem. Medlemmet mister straks adgangen til teamet og teamarkivet og logges ud på alle enheder. Det samme sker, når et medlem fjernes. Med virksomhedsstyring kan et deaktiveret medlem heller ikke logge ind.
  • Et medlem ser kun sine egne møder og det, andre har delt til teamarkivet. Ejeren og administratorerne ser kun det, der er delt, og kan ikke læse medlemmernes udelte møder i Sayable. Undtagelsen er eksporten af et deaktiveret medlems data med virksomhedsstyring.

Deling

  • Offentligt link kun, når medlemmet vælger det. Linket har en tilfældig nøgle på 16 byte. Siden viser titel, dato, varighed og referat, aldrig transskriptionen. Optagelsen er kun med, når medlemmet har valgt det, og afspilles via adresser, der gælder i 15 minutter.
  • Ejeren og administratorerne kan slå offentlige links fra for hele teamet, fastsætte en længste levetid for nye links, se medlemmernes aktive links uden titel og indhold og trække dem tilbage.
  • Delingssiderne beder søgemaskiner om at holde sig væk, sender ingen henvisningsadresse videre og tager højst imod 60 kald i minuttet pr. IP-adresse.
  • Låste møder kan ikke deles. Et link holder op med at virke, når medlemmet trækker det tilbage, når det udløber, eller når mødet eller kontoen slettes.

Logning

  • Teamets revisionslog viser ejeren og administratorerne, hvornår medlemmerne logger ind og ud, ændringer i teamet (invitationer, medlemmer, roller, pladser, domæner, valg for deling, virksomhedsstyring og slettefrist), delinger og eksporter, med hvem og hvornår, men aldrig indhold. Sletninger efter fristen føres kun som antal. Loggen slettes efter 13 måneder.
  • A-JOBs egne handlinger i adminpanelet føres i en særskilt revisionslog, og login i adminpanelet varsles pr. e-mail.
  • Serverens driftslogs gemmes hos Railway i USA.

A-JOBs egne adgange

  • Adminpanelet har ikke adgang til mødelageret og viser aldrig optagelser, transskriptioner eller referater.
  • Kun A-JOB har adgang til drift, database og nøgler hos os. Hemmeligheder ligger i Railways miljøvariabler og deles ikke i chat eller e-mail.
  • Kildekoden gennemgår pull request og automatiske tests, før den tages i brug.

Dataminimering

  • Serveren bruger ingen værktøjer fra tredjeparter til logning, analyse eller fejlsporing. Mac- og Windows-appen har ingen indbyggede analyse- eller reklameværktøjer fra tredjeparter.
  • Tekst-AI går kun til godkendte adresser i EU (Azure OpenAI i Sweden Central). Serveren stopper kald til alle andre adresser, før noget sendes.
  • Livesessioner hos Gladia oprettes i Gladias EU-region.
  • Vi beder Gladia om at slette lyd og tekst, når teksten er gemt, og ved fejl. Et dagligt job rydder op i det, der blev liggende.
  • Notifikationer til iPhone indeholder ikke mødets titel, medmindre medlemmet har slået det til.
  • Fejlrapporterne indeholder aldrig optagelser eller tekst. Nedbrudsrapporter fra appsene sendes kun efter brugerens ja.

Sletning

  • Sletter et medlem et møde, tømmes titel og indhold med det samme, opgaver og delinger fjernes, og optagelsesfilerne i R2 slettes. R2 har ikke versionering, så en slettet fil kan ikke hentes tilbage.
  • Med virksomhedsstyring og slettefrist slettes møder og noter, der er ældre end fristen, automatisk på samme måde, normalt senest et døgn efter, at fristen er passeret.
  • Efter sletningen er der kun et mærke tilbage med mødets id og tekniske tidsstempler, uden titel, dato, varighed eller indhold, så apps ved, at mødet er slettet.
  • Kopier på medlemmernes egne computere og telefoner, for eksempel møder optaget på Mac eller Windows, slettes ikke af tjenesten. De er kundens ansvar.
  • Sletter et medlem kontoen, slettes kontoen, møderne, optagelserne og jobbene hos Gladia. Hvad der beholdes, står på siden om at slette kontoen.
  • Faste slettefrister: diktering sendt til Mac'en efter cirka en time, eksportfiler efter 7 dage, fejl- og nedbrudsrapporter efter 90 dage, sletlisten efter 100 dage, teamets revisionslog efter 13 måneder og e-mailloggen efter 12 måneder.

Tilgængelighed og genoprettelse

  • Databasen sikkerhedskopieres hos Railway hver dag og hver uge. De daglige kopier gemmes i 6 dage og de ugentlige i 27 dage.
  • Kopierne bruges kun til at genoprette hele tjenesten efter et uheld, aldrig én kundes data. Hver sletning af et møde, en note eller en konto skrives også i en sletteliste i R2, uden for databasen, uden titler, indhold eller e-mailadresse. Genoprettes databasen fra en kopi, udfører serveren sletningerne på listen igen, når den starter, og derefter hver time, så slettede data ikke kommer tilbage. Listen slettes efter 100 dage.
  • A-JOB tager ikke egne sikkerhedskopier derudover. Optagelserne i R2 har ingen sikkerhedskopier.

Bistand til kunden (bestemmelse 8)

  • Anmodninger fra registrerede og fra kunden sendes til hei@sayable.no. Vi svarer inden for 5 arbejdsdage.
  • Indsigt og dataportabilitet: medlemmet kan downloade transskriptioner, referater og optagelser i Sayable på nettet. Med virksomhedsstyring kan teamets ejer og administratorer eksportere data for et deaktiveret medlem som en zip-fil med møderne (transskription, referat og optagelse), noterne, ordbogen og referatskabelonerne. Medlemmet får en e-mail, når eksporten bestilles, linket virker i 15 minutter, og filen slettes efter 7 dage.
  • Sletning: medlemmet sletter selv møder eller kontoen. Med virksomhedsstyring kan teamets ejer fastsætte en slettefrist, og ejeren og administratorerne kan slette kontoen for et deaktiveret medlem.
  • Konsekvensanalyse vedrørende databeskyttelse: vi stiller denne aftale, siderne om underleverandører og sikkerhed og svar på sikkerhedsspørgsmål til rådighed.

Brud på persondatasikkerheden (bestemmelse 9.2)

  • Vi underretter kunden uden unødig forsinkelse og senest 48 timer efter, at vi er blevet bekendt med bruddet, pr. e-mail til kontaktpersonen i bilag I.
  • Fristen gælder også brud hos en underdatabehandler, regnet fra vi fik kendskab til det.
  • Vi har en skriftlig procedure for brud og fører log over alle brud, også dem, der ikke anmeldes.

Bilag IV – Liste over underdatabehandlere

Kunden har godkendt disse underdatabehandlere. Listen er den aftalte liste i bestemmelse 7.7, litra a), og den samme liste står på siden om underdatabehandlere.

Vi varsler nye eller udskiftede underdatabehandlere pr. e-mail til Team-kontoens ejer mindst 30 dage, før de tages i brug. Ændrer en underdatabehandler sine egne underleverandører, varsler vi, så snart vi har fået det at vide, og senest fem arbejdsdage efter. Kunden kan gøre indsigelse ved at svare på e-mailen eller skrive til hei@sayable.no. Finder vi ingen løsning, kan kunden opsige Team, før ændringen gælder.

Railway Corporation · USA

RolleDriver Sayables server og database.
DataAlt indholdet i skyen undtagen selve optagelserne: transskriptioner, referater, noter, opgaver, titler og indstillinger samt kontoerne (e-mailadresse, team og forbrug). Serverens driftslogs, som kan indeholde konto-id'er, e-mailadresser og IP-adresser.
HvorServeren og databasen: Amsterdam, Nederlandene (EU). Driftslogs: USA. Railway oplyser, at virksomheden har sin primære drift i USA.
Grundlag for overførselEU–US Data Privacy Framework og EU's standardkontraktbestemmelser i Railways databehandleraftale, som A-JOB har underskrevet.

Cloudflare, Inc. (R2) · USA

RolleGemmer optagelserne.
DataLyd og video fra de møder, du gemmer i skyen.
HvorEU.
Grundlag for overførselGemmes i EU. EU–US Data Privacy Framework og EU's standardkontraktbestemmelser i Cloudflares databehandleraftale.

Cloudflare, Inc. (navneserver og proxy) · USA

RolleAl trafik til sayable.no, app.sayable.no, api.sayable.no og dl.sayable.no går gennem Cloudflare, som sender den videre til serveren.
DataAlt, hvad der sendes mellem dig og tjenesten, også indholdet, og din IP-adresse.
HvorCloudflares datacenter tættest på dig. Det kan ligge uden for EU/EØS.
Grundlag for overførselEU–US Data Privacy Framework og EU's standardkontraktbestemmelser i Cloudflares databehandleraftale.

Gladia SAS · Frankrig

RolleTransskriberer lyd i skyen, giver livetekst og skelner talerne fra hinanden. Vi beder Gladia om at slette lyden og teksten, når teksten er gemt hos os.
DataLyden fra møder og dikteringer og teksten, der kommer tilbage.
HvorLivetekst: EU. Hele filer: vi vælger ikke region, når filen sendes, og Gladias databehandleraftale åbner for behandling i Europa og USA. Gladia bruger selv Amazon Web Services (USA), Modal Labs (EU og USA) og Gladia Inc. (USA).
Grundlag for overførselVed behandling uden for EU/EØS: EU's standardkontraktbestemmelser eller EU–US Data Privacy Framework, som Gladias databehandleraftale siger.

Microsoft (Azure OpenAI) · USA

RolleTekst-AI i skyen: referater, chat, indsigter, opgaver og oprydning af diktering.
DataTransskriptionen, noterne og spørgsmålene, der sendes til sprogmodellen, og svaret.
HvorSverige og ellers inden for EU. Microsoft kan i Sverige gemme indhold, som deres misbrugsovervågning har markeret, og lade autoriserede medarbejdere i EØS læse det.
Grundlag for overførselBehandles i EU. EU–US Data Privacy Framework og EU's standardkontraktbestemmelser i Microsofts databehandleraftale.

Plus Five Five, Inc. (Resend) · USA

RolleSender e-mail fra Sayable: login, invitationer til team og beskeder om kontoen.
DataE-mailadressen og indholdet af e-mailen, for eksempel et login-link, teamets navn og hvem der inviterede.
HvorSendes fra Irland (EU). Resend oplyser, at hovedbehandlingen sker i USA.
Grundlag for overførselEU–US Data Privacy Framework og EU's standardkontraktbestemmelser.

Apple Inc. (Apple Push Notification service) · USA

RolleLeverer notifikationer til iPhone-appen.
DataEn notifikationsnøgle til telefonen og teksten i notifikationen: at et referat er klar, eller navnet på den Mac, der optager. Mødets titel kun, hvis du selv har slået »Vis mødetitel i notifikationer« til.
HvorUSA. Kan en notifikation ikke leveres med det samme, kan Apple holde den seneste i op til 30 dage.
Grundlag for overførselOverførslen bygger på Apples egne vilkår: Apple Inc. er ikke med i EU–US Data Privacy Framework, og Apples udviklervilkår (Apple Developer Program License Agreement), som gælder for notifikationstjenesten, indeholder hverken databehandleraftale eller EU's standardkontraktbestemmelser. Apple skriver, at virksomhedens egne overførsler fra EØS bygger på standardkontraktbestemmelser. Vi har ingen særskilt overførselsaftale med Apple og sender derfor så lidt som muligt i notifikationerne.

Microsoft (Microsoft 365) · USA

RolleE-mails til hei@sayable.no samt kalenderen og Teams-mødet, når du booker en gennemgang med os.
DataDet, du skriver til os, med vedhæftede filer, og navn og e-mailadresse.
HvorEU/EØS.
Grundlag for overførselBehandles i EU/EØS. EU–US Data Privacy Framework og EU's standardkontraktbestemmelser i Microsofts databehandleraftale.

Varighed

  • Railway, Cloudflare, Resend og Microsoft 365: så længe aftalen løber, og indtil oplysningerne er slettet.
  • Gladia: indtil vi har slettet jobbet, normalt når teksten er gemt, ellers inden for et døgn gennem den daglige oprydning.
  • Microsoft (Azure OpenAI): forespørgslen behandles og gemmes ikke, bortset fra indhold, som misbrugsovervågningen markerer.
  • Apple: indtil notifikationen er leveret. Kan den ikke leveres med det samme, kan Apple holde den seneste notifikation i op til 30 dage.

Ikke underdatabehandlere

  • Stripe, App Store og Google Play: betalingen. Her er A-JOB AS, Apple eller Google selv dataansvarlig.
  • Hugging Face og GitHub: modellerne, der kører på enheden, downloades derfra. Der sendes ingen lyd, tekst eller kontooplysninger dertil.
  • OpenAI, xAI og Gladia med egne API-nøgler: et medlem, der selv ejer en Sayable Lokal-licens, kan bruge egne nøgler. Så går lyd eller tekst direkte til udbyderen under medlemmets egen aftale uden at gå gennem os. Kunden kan ikke spærre for det i dag.
  • Google Analytics, Google Ads og Meta: gælder kun websitet sayable.no, med samtykke.

Læs også privatlivspolitikken, vilkårene og hvordan vi sikrer tjenesten. Spørgsmål sender du til hei@sayable.no.